Blog

Landsskabstypologi: Skoven

Lige nu

…Falmer skoven trindt om land. Og det er ikke uden grund, at mange danske sange omhandler skoven, på netop denne tid af året

Af Louise Irminger Axholm

Der findes næsten ikke noget, der er lige så magisk. Hvert eneste år overraskes jeg over det væld af mættede farver, det lys og den særlige tyste stemning, som skoven repræsenterer. Hver dag er ny og man kan følge forvandlingen fra sensommerens grønne toner, over i det gyldne, gule og varme. Og så pludselig, efter en enkelt nats stormvejr, så er magien forbi og alle bladene er drysset ned og ligger som et tykt tæppe på skovbunden. En ny årstid skal til at begynde.

Via mit arbejde, oplever jeg mange forskellige holdninger til, hvad det er der repræsenterer den danske skov. Bøgeskov, granskov, naturskov, kulturskov eller plantage, der er mange muligheder og mange forskellige opfattelser. Også skovbrynet varierer, alt efter hvor man befinder sig i landet. Skovbrynet er for nogle repræsenteret ved arter som Slåen, Hvidtjørn og Tørst, for andre er det arter som Kirsebærkornel, Almindelig Hassel og Almindelig Benved. I forbindelse med et af vores projekter, påpegede en museumsinspektør, at bøgetræet oprindelig var en invasiv art i Danmark. Det er jo svært at forestille sig den dag i dag, hvor den blandt andet er repræsenteret i Oehlenschlägers nationalsang.

Skoven er for mig en tæt bøgeskov i et kuperet terræn. Parceller af bøgeskoven er erstattet med rækker af gran og andre steder er der mindre lysninger, hvor store fuldkronede egetræer, får lov til at få noget af pladsen. Søer, vandløb og mindre vådområder med Bredbladet Dunhammer og Tagrør hører også til den skov som jeg kender bedst. Skovbrynet er der, hvor skoven møder det åbne land. Her stopper skyggen fra de store fuldkronede bøgetræers søjlesal og lyset lader mindre vækster kommet til, der tilsammen danner et levende hegn, med en rig variation i blomstring og frugtsætning.

Lige nu, når jeg bevæger mig rundt i landskabet, så er skovbrynet meget iøjnefaldende. Gyldne toner, røde anstrøg, orange nuancer og brændte brune farver. Alt sammen repræsenteret over en strækning på få hundrede meter. Det er dragende og når himlen så står, som den gør lige nu, med en dyb blå hvælving, så beder jeg ikke om mere. Men det er om at skynde sig ud i skoven, mens det hele er så fortryllende, for lige om lidt er det slut. Faktisk har jeg slet ikke tid til at skrive på denne her blog, for jeg skal have min gummistøvler på og skynde mig ud i skoven, inden at festen er forbi.

Landsskabstypologi: Ådalen

Med benene på nakken

Ejby Ådal er et fantastisk landskabsområde med gydende havørreder, orkidéer og ”vilde” kreaturer 

Af Louise Irminger Axholm

Ådalen som landskabstypologi får mig til at drømme mig tilbage, til dengang jeg underviste i almen botanik på Københavns Universitet. Vi skulle på ekskursion til Ejby Ådal på Hornsherred, og for at gennemgå hvilke planter vi ville få at se på turen, tog jeg på research:

Min tur gennem ådalen starter øverst på den sydvendte skråning. Her går jeg langs kanten af ådalen ad en lille sti omkranset af tjørn, hyld og mindre egetræer. Det er sommer, og mod kysten vokser der mjødurt. De er bemærkelsesværdige i det høje enggræs og der er mange af dem. På skrænterne ned mod åen, i den kalkholdige jord, er der et mylder af blodrød storkenæb, gule engkabbelejer og nikkende kobjælder. I selve ådalen står der slåen og enkelte tjørn, samt skovkløver og grenet edderkopurt. Den store attraktion er dog orkidéerne, der vokser på engen. De er fredede og skal derfor kun ses og ikke røres. På min vej gennem ådalen møder jeg køerne, som går og græsser. De er nysgerrige af væsen og derfor meget opsøgende – nærgående – over for mig. Men jeg er opvokset i en forstad til København, og ikke helt fortrolig med disse store kreaturer som gerne vil helt tæt på. Så jeg gemmer mig bag en stor slåen, holder vejret og håber, at køerne mister interessen for mig. Men det gør de ikke! Efter en halv time i skyggen af min slåen samler jeg alt mit mod, og tager benene på nakken. Stikker i rend hen over engen, med køerne løbende efter mig, til jeg når i sikkerhed på den anden side af hegnet. Det må have set så komisk ud – mig i flugt fra en glad og nysgerrig lille flok af Danmarks mest almindelige pattedyr – men jeg fik mig en tur i ådalen, som jeg aldrig glemmer. Og jeg synes bestemt du skal besøge Ejby Ådal hvis du får chancen, for om du løber eller går, vil du opleve et fantastisk smukt landskabsområde ved Bramsnæs Bugt i Isefjord. Landskabet er siden den sidste istid vokset fra en hævet havoverflade til en ”landstigning”, med kalkaflejringer af dyrene fra den gamle havbund, som i dag er blevet til 25-30 m høje og stejle skråninger, der brat daler ned mod ådalens udmunding i Isefjorden. Selve ådalen er skabt af smeltevandet fra istiden og er i dag den aktive Ejby Å. Vandstanden skifter alt efter årstiden, og er så rent, at der kommer havørreder og gyder i åen. Dem har jeg dog desværre ikke selv observeret, men måske er du heldig. Siden slutningen af fyrrerne har dalen været anvendt til græsning for kvæg, der jo går frit rundt i den indhegnede ådal. De går rundt på skråningerne og laver ’fårestier’. De små stier efterlader nogle markante horisontale ’riller’ i landskabet, som både fungerer godt som flugtveje, og samtidig gør den æstetiske oplevelse af stedet helt unik.

Landsskabstypologi: Engen

Græsning og genopladning

Heldigvis kan den romantiske eng ikke bruges til så meget andet end græsning og genopladning

Af Louise Irminger Axholm

Der er noget romantisk over engen. Den leder mine tanker mod lyse nætter, kærlighedsdigte, skumring og nattergalens sang. De store vidder, den lave vegetation og det ofte lidt utilgængelige terræn, gør at engen ikke er dyrkningsegnet, og dermed “fredet”, og en meget udbredt landskabstypologi i Danmark.

Er der vand er der ofte også eng, med mindre man har valgt at dræne jorden, for at kunne dyrke på den. Langs søer, å-udløb, ved fjorde og hav, som vi jo har rigeligt af i Danmark, har jordbunden naturligt et mere fugtigt miljø. Den fugtige jordbund giver de rette vækstbetingelser for en eng, og alt efter mængden af vandindhold i jorden, kan engen inddeles i flere underkategorier. Den fugtige marskeng, den muldrige muldeng, den tørre tørveeng og den permeable sandeng, som er den mest tørre.

Engen er velegnet for græsning af dyr, ofte køer og får. Græsningen er samtidig en forudsætning, hvis ikke engen skal gå til i pilekrat og anden naturlig succession. Engen skal være lysåben, så den eksisterende vegetation får gode vækstvilkår og dermed fastholdes. Den naturlige vandtilførsel må samtidig ikke drænes af de større væksters naturlige tørst. Er jordbunden fugtig, så består vegetationen primært af græsarter som den duskede rævehale, den luftige hvene og den ru kogleaks. Er jordbunden mere tør, finder jeg ofte den stedsegrønne katteskæg, den symmetriske kamgræs og den fjerede gulaks.

En gåtur på engen med en madpakke og en kikkert under armen, så behøver jeg ikke meget mere for at fuldende en romantisk naturoplevelse, der kan give stof til eftertanke og berigende oplevelser som genoplader mig og bliver hængende i kroppen i mange dage efter.

 

Landsskabstypologi: Mosen

Moser og midsommer

Midsommeren er det perfekte tidspunkt til at møde mosens mange afarter 

Af Louise Irminger Axholm

Det er blevet midsommer og den danske natur tager sig ud fra sin mest poetiske side, med lyse nætter og solrige dage og de smukkeste sol op- og nedgange. Går jeg en tur når dagen begynder eller går på hæld, så kan jeg være heldig at opleve en dis der lægger sig lavt hen over landskabet, et fænomen som de fleste af os kender som mosekonens bryg. Er der mon andre end mig der får lyst til at synge ’Danmark nu blunder den lyse nat’?

Den danske mose har mange afarter, alt afhængig af de geologiske og geografiske vilkår. Stiger grundvandsstanden for eksempel i et område, med en konstant fugtig jordbund til følge, så vil vegetationen tilpasse sig det fugtige klima og denne type mose kaldes for en forsumpningsmose. Dem finder jeg i områder hvor terrænet er fladt i blandt andet Nord- og Vestjylland. Har der oprindeligt ligget en sø, der gennem tiden er blevet opfyldt af nedfalden vegetation i form af grene og blade, så er det en tilgroningsmose. Denne type mose opstår ofte i områder hvor jordbunden er lerholdig. Det ses typisk i de gamle morænelandskaber i øst Danmark. Her finder jeg også skrænter med kildespring og ådale, og i bunden af disse lejres kildemoserne. Dette for blot af nævne nogle af de mange typer mose. Det er dog sjældent den type navngivning der bliver anvendt, da vi har tendens til at navngive moser efter den dominerende beplantning i og omkring mosen. De fleste af jer kender nok derfor bedre til navne som ellesump, rørmose eller tørvemose. En billedliggørelse af en type landskabstypologier, der er nemmere at huske.

Især rørsumpen og tørvemosen har haft stor betydning for den danske befolkning. Tagrørene fra rørmosen har været brugt til opbygning af vægge, tagmateriale samt udsmykning af husfacader gennem århundreder. Jeg holder meget af at besøge Hesnæs på Østfalster, hvor der ligger de fineste huse, udsmykket med tagrør og hvidmalede trælister på facaderne. Tørvemosen derimod har givet brændsel. Den er indsamlet ved at skralde det øverste lag tørv, også kaldet spagnum, af vegetationen i en tørvemose. Tørven er sedimenterne af den nedfaldne beplantning i en tilgroningsmose, og gennem flere hundrede års omdannelse, har denne vegetationen dannet et tørt og luftigt materiale, der dels kan optage uhyre mængder vand, men som også ved tørring kan fungere som en glimrende brændsel. De steder hvor der har været gravet tørv af mosen, efterlades et vandspejl, for der vil gå mange år førend der på naturligvis dannes et nyt lag tørv. Det er dog en god idé at lade spagnum ligge i moserne, da den dels binder store mængder kuldioxid, der frigives ved opgravning og dels er en begrænset naturressource.

Da moserne er opstået af forskellige årsager og med forskellige vækst og trivselsvilkår til følge, så giver de også hver især en variation i både plante- og dyreliv. Jeg synes det er sjovt at opleve, hvordan man med det blotte øje kan se ud over det åbne land, og så spotte de steder hvor jordbunden er fugtig og vegetationen derfor er ændret. Går jeg tættere på finder jeg træer som el, birk, pil og ask. I forhold til urtevegetation finder jeg blandt andet gul iris, med de bemærkelsesværdigt store og dekorative blomster, trævlekrone, med dens dybt kløvede og uens fligede violette blomster og den kødædende soldug, der har røde kirtelhår med slim på, til det formål at indfange insekter.

Jeg husker efterhånden at tage vandtæt fodtøj på, da jeg flere gange har fået våde fødder ved mødet med en mose. Jeg vil dog til enhver tid forsøge at opholde mig i udkanten af mosen, dels for at have tørre sokker på og del for at skåne det fine dyre- og planteliv mest muligt.

Landsskabstypologi: Heden

Den hårde hede

På en varm sommerdag som denne, giver ordet hede ekstra meget mening. Og mens markerne bliver tørstige og landmændene klager, klarer den hårde hede sig godt

Af Louise Irminger Axholm

Opholder du dig i et hedelandskab, kan den før omtalte hede være næsten uudholdelig, for skygge er der ingen steder at finde blandt Klokkelyng, Revling og Bølget bunke. Små buske og urter, der kan leve under de magre kår, som jordbunden under heden kan byde på. Heden er et sejlivet stoisk sted, hvor jeg kan få lov til at betragte dyrelivet, der set udefra, lever i en fredelig sameksistens, som jeg synes at vi mennesker helst ikke skal forstyrre. Nej – dyrelivet må ikke forstyrres – men det selve heden skal faktisk forstyrres:

Da den sidste istid begyndte at trække sig tilbage, blev det tykke islag omdannet til smeltevandsfloder, der efterlod en sandet jord. Områderne gik snart i skov, der fik lov at stå, indtil den danske bonde ved hjælp af intensiv skovhugst, fritlagde arealerne med henblik på dyrkning. Den vedvarende dyrkning uden efterfølgende gødning udpinte jorden i en sådan grad, at den efterhånden ikke længere var dyrkningsegnet. Den bare jord, holdt nede af græssende kvæg og får, gav frøende fra lyngplanten mulighed for at spire, og det var her at heden opstod.

Heden består kun i kraft af menneskets indblanding. Lader vi heden være, går den i skov. Er der skov kan lyngen ikke så sig selv og vil med tiden over 25-30 år dø ud. Heden skal have det lidt hårdt for at blive ved med at være hede. Så vi lader fortsat kvæg og får græsse på heden, og er det ikke nok, så kan en stramt styret afbrænding af nogle af hedens arealer, give mulighed for en foryngelse. Lad os endelig blive ved med at blande os – heden skal forstyrres!

Landsskabstypologi: Strandengen

Vanvittige vækstvilkår og vidunderlig vegetation

Der hvor land møder vand, hvor himmel og hav til tider går i et og landskab og vandmasser skal deles om pladsen, findes en af de mest udfordrede landskabstypologier i Danmark

Af Louise Irminger Axholm

Luften er salt, det blæser tit og vækstvilkårene er aldrig konstante. Er det højvande står planterne med rødderne i saltvand. Vækstlaget er primært sand, som ikke holder på fugten særlig længe ad gangen, når der endelig er lavvande. Står det rigtig skidt til, så sørger vinden for sandfygning, og hvad har vi så tilbage?

Jeg fascineres af, at det trods så hårde vækstvilkår, alligevel lykkes en hel masse planter at trives her. Jeg får næsten lyst til at sige, at de nærmest opsøger udfordringerne frivilligt. For lige præcis i strandengen findes der en vidunderligt vild vegetation, som vi ikke rigtig ser andre steder. Det er det der gør, at jeg synes strandengen er så unik. De naturoplevelser jeg finder her, er stærkt påvirket af de geografiske omstændigheder; hård vind, himmelhvælvet og havet. Solen formår altid, selv når den står skjult bag et tykt skydække, at blænde mig, og jeg har nok aldrig opholdt mig på en strandeng, uden at føle mig vejrbidt. Det er en skøn følelse, hvor jeg virkelig mærker mig selv helt ud i tåspidserne.

Kveller, Strandkamille, Blågrøn kogleaks og Marehalm. Selv plantenavnene er så stedsspecifikke, at jeg sjældent er i tvivl om, hvor de hører hjemme. Farverne er tit meget lyse set mod sandet, der kun farves mørkt når det mættes af vand. Løvet på de robuste planter, changerer fra grågrøn over en dugget klar blågrøn til lys lime. Planterne er for det meste små og krybende. Det forstår jeg godt. Alt andet ville være tosset. Med en krybende vækst skærmer de sig både for vinden, samtidig med at de er i tæt kontakt med den næring de henter op fra underlaget.

Tekstur – jordens fysiske beskaffenhed – struktur og materialitet. Det er de realiteter, som danner grundlaget for mit beskrivelse og oplevelse af strandengen. Hvem har ikke prøvet at skære sig på Marehalmens skarpe blade, i et forsøg på at forcere en klit på en varm sommerdag? Lyttet til lyden som følger en når man går på de knitrende tangdyner, på en en bidende kold januardag? Eller den underligt bølgende bevægelse, man mærker, når man går med bare tæer på tykke tæpper af den sukkulente Strandarve?

Nuvel, strandengen betyder naturligvis også masser af sand i skoene, og lige præcis den del, synes jeg er knap så skæg.

Landsskabstypologi: Fælleden

Detaljer og historie i det uendelige landskab

På fælleden får mine tanker frit spil. De store vidder og himlen der spænder bredt i horisonten, giver plads til drømme og inspiration. Men selvom det er de store linjers landskab, rummer storheden både små skatte og hilsner fra fortiden

Af Louise Irminger Axholm

Når jeg ser ud over fælleden, er det første der møder mig de store græsarealer, spredte krat og små trægrupper og lunde. Ude på fælleden ser jeg lidt nærmere på de forskellige planter – et væld af forskellige mere eller mindre kendte kløverarter, brændenælder, mælkebøtter og tusindfryd. Jeg synes det er hyggeligt at sanke, og på fælleden kan jeg finde solide krat med hyld, æble og mirabel, i en bund af tætte brombærbuske, der til tider kan gøre det svært at nå alle skattene. Mellem de store vidder og masser af himmel er der et rigt fugleliv, og derfor ofte også mange ornitologer og andre fugleentusiaster som mig. Et net af små befæstede stier og trådte veksler giver mulighed for at jeg kan bevæge mig rundt, og på trods af at det er de store linjer og åbne græsenge der tegner fælledlandskabet, så er der mange fine oplevelser som åbenbarer sig i detaljen; der hvor jordbunden er lidt mere fugtig, og måske endda har et mindre vandspejl, kan jeg opleve den gulblomstrede og krybende gåsepotentil og den bredbladede dunhammer, med de cigarlignende brune blomsterstande og de høje tagrør, som står i tætte stande i kanten af vandspejlet. Grupper af hvidstammede birketræer og solitære engriflede hvidtjørne, står tilbage som nogle af de få træer der har overlevet presset fra køernes intense græsning, som har hjulpet de dragende lange kig ud over landskabet og op mod himmelen på vej. Jeg er til stede på fælleden her og nu, men jeg dagdrømmer om steder der ligger meget langt væk; de åbne vidder giver plads til udlængslen mod nye steder. Jeg forestiller mig at jeg er tilbage i den tid hvor fælleden stadig er det græsningsareal, hvor landsbyens bønder lader deres kvæg græsse enten permanent eller i forbindelse med en braklægning af de bynære dyrkningsarealer. Det er derfor, at fælledens vegetation primært består af de mest robuste arter der kan overleve at kvæget holder vegetationen nede. Vild kørvel og pastinak, violetblomstrende katost og gråbynke stortrives på fælleden og dækker den med et rigt blomstertæppe igennem hele sommersæsonen. Jeg får øje på mine fødder imellem alle de mange forskellige plantevækster og mine dagdrømmerier forsvinder og jeg vender tilbage til nuet, for at være i det rum jeg opholder mig i. Lige nu og her, hvor byerne er vokset og landbruget reduceret, og fælleden har ændret funktion og nu mere er et rekreativt friareal, hvor der kun i nogle tilfælde fortsat er kvæghold. Imidlertid fremstår det karakteristiske fælledlandskab heldigvis som det altid har gjort.