Enghave Brygge masterplan

Helhedsplanen for udviklingen af Enghave Brygge blev udarbejdet i samarbejde med By & Havn og den hollandske tegnestue Soeters Van Eldonk Ponec Architecten. Området har en størrelse på ca. 5,6 ha. og vil kunne rumme ca. 2400 boliger samt erhverv og enkelte servicefunktioner med op mod 1600 arbejdspladser.

Masterplanen består af en relativt homogen karré- og kanalstruktur, hvor 11 boligøer er omgivet af kanaler og skaber en karakteristisk bydel med nærkontakt til vandet. Planens centrale byrum er den 700 meter lange Enghave Kanal, der med sit kurvede forløb er en moderne reference til Christianshavns Kanal. Forløbet bindes sammen af en lang trærække, en promenade og træbrygger langs kanalens østside, som danner grundlag for byliv og tæt forhold til vandet.

Danielsen Architecture har udarbejdet bebyggelsesplan for området, der forholder sig til det at leve ved vandet og at skabe attraktive byrum langs havnen. Bebyggelsesplanen består af tre boligøer, et kontorbyggeri, hotel eller lignende samt en erhvervsbygning langs Tømmergravsgade. De to boligøer mod havneløbet består af en åben karrébebyggelse mod havnesiden. Boligøerne har forskydninger mod havnesiden og danner mindre pladsdannelser med lange kig ned langs havnen. Mod området i syd placeres en lystbådehavn med sydvendte opholdsarealer og en lav pavillonbygning til cafe eller lignende udadvendte, kulturelle funktioner.

Funktion
Masterplan for ny bydel

Beliggenhed
Enghave Brygge
København SV

Bygherre
JM Danmark

År
2006 - 2014

Areal
85.500 m²

Situationsplan