Bastionen: Frihed og Fandens Spadserestok

Hver bolig har sin egen altan, men gårdrummet har plads og jordforbindelse, og kan samle voksne og børn om frihed, Fandens Spadserestok, margueritter i enggræs og lodrette haver


Et velfungerende byrum, er for os et uderum der tilbyder oplevelser og frihed. Mulighed for at gøre det, vi har lyst til, uden at landskabsarkitekturen dikterer vores adfærd. Sådan et sted bliver gårdrummet i karréen ”Bastionen” som ligger mellem Else Alfelts Vej og Richard Mortensens Vej i Ørestad.

I stedet for at styre gården med legepladser, planter vi en gårdhave med klatretræer og krat med Japankvæde, Hjortetak, Rosmarinpil og Hyld. Krattene giver gården orientalsk krydrede frugter, dunede grenskud og gemmesteder. Hyldeblomster og bær- kan høstes til saft både forår og sensommer og små bakker med forskellige margueritter i enggræsset inviterer til at ligge og se skyerne glide forbi.

Men pas på krattene med den tornede busk ”Fandens Spadserestok”. Den skal nydes på afstand; i foråret med sine store lyse blomsterklaser og i efteråret med alle pangfarverne. Studér krattet fra gårdens forskellige fliser og belægningstyper som passer godt til fester, fodbold, fællesspisning og alt hvad et gårdgulv ellers kan bruges til!

I portene til gården vokser der lodrette haver, som leder fem meter brede strøg ind i gårdrummet. Hvert strøg mødes i gården og giver fri passage for både mennesker og den vind som næsten altid blæser på Kalvebod Fælled. Når vinden har flere veje at fordele sig ad, og ikke skal presse sig gennem få smalle åbninger, føles den mildere. De vertikale haver er også gode til at bremse vinden, med deres frodige beplantning. Helt plane og glatte overflader virker som en rutsjebane for vinden. Stålskærme med forskellige hulmønstre og klatreplanter giver skiftende skyggevirkninger og lidt mere læ. Både for vinden og for livet i gården, hvis man trænger til at sidde lidt i fred.

 

Funktion
Boliger

Beliggenhed
Else Alfelts Vej 63-67 & Richard Mortensens Vej 60-70
Ørestad Syd, København S

Bygherre
Balder

År
2015 -

Areal
23.000 m²