BloxHub er et co working-fællesskab om samarbejde, udvikling og eksport af bæredygtigt, dansk design og byrumsudvikling. Her er fokus på fremtidens arbejdspladser og stedet skal både være med til at fremme intern videndeling og innovation, såvel som opmærksomhed omkring nye samarbejdsaktiviteter.
Projektet er et af de første, der kombinerer forretning, uddannelse, showroom, events og udstillingsplatform for forskning og udvikling. Brugerne blev inviteret og udfordret på fællesskabet i en communitypræget arbejdsbase, hvor mødet lægges som grundlag for forretningsudvikling, synergi og innovative processer. Organisationerne i BloxHub består hovedsageligt af start up-virksomheder, hvor medlemmerne er nærværende på en dynamisk måde. De konventionelle lejegrænser er fjernet, hvilket passer til en tid, med disruption og deleøkonomi.
Den konceptuelle og skræddersyede indretning inviterer til, at medarbejderne selv er med til at skabe og udvikle deres rum og arbejdsplads. Gennem inventar, som er designet specielt til BloxHub samt nøje udvalgte møbler med fokus på nordisk design, skal indretningen være med til at udvikle alsidige samarbejdsformer, der efterlyses i en progressiv virksomheds- og arbejdskultur. Der er skabt optimale forhold for at mødes, og de digitale medier indgår som en integreret del af indretningen i form af særlige display-vægge og interaktive mødelokaler. Det er en selvfølge, at der anvendes bæredygtige materialer og spiselige planter som en del indretningen.