Ørestad Syd, byggefelt 1.3

Byggefelt 1.3 tager afsæt i en traditionel karréstruktur, med rækkehuse langs den nord- og sydvendte facade. I gavlene mod øst og vest etableres der lejlighedsbebyggelser. For at sikre en større tilgængelighed mellem omgivelserne og bebyggelsen, åbnes bebyggelsen op med to porte, en i den nordøstlige passage og en i den sydvestlige facade. Denne løsningsmodel åbner mulighed for, at arbejde med flere forskellige uderum, der hver især har en forskellig karakter og grad af privathed, der samtidig tilbyder nogle nye alternativer til den omkringliggende by.

Bebyggelsesstruktur og bygningshøjder

Etageboligerne varierer fra 4 til 6 etager, mens rækkehusene er i 3 etager. Etageboligerne, der fungerer som gavlbygninger, danner en fin overgang og sammenhæng til den bymæssige kontekst. De østlige gavlbygninger er højest, da det er med til at skabe en mere fortættet og urban bygade ud mod Robert Jacobsens Alle. De vestlige gavlbygninger er lidt lavere, og skaber en mere åben by, ind mod Rækkehuskvarteret.

Rækkehusene

Rækkehusene har i sin type stort potentiale for yderst energivenligt byggeri, da de får et stort boligvolumen med et minimalt facadeareal. Husene ligger op af hinanden, og har derfor kun to facader mod det fri. Den høje grad af bygbarhed og enkle konstruktion giver stor garanti for et hus med høj tæthed og dermed et lavt varmetab. Alle vinduer har en god højde og kaster dagslys langt ind i boligen, en løsning der minimerer brugen af elektrisk lys, giver et godt indeklima og bidrager til den passive opvarmning af boligen.

Facadearkitektur og materialitet

Rækkehusene og etageboligerne er udført i teglsten af god kvalitet, med en variation og en stoflighed, der giver facaderne liv. Bebyggelsen har flere forskydninger i facadelinjen, der er med til at bryde den monotone facadearkitektur og tilføre individualitet til hver enkelt bolig. Bebyggelsen er opført i lyse nuancer af tegl. Bebyggelsen har til hensigt at udstråle den samme tyngde og robusthed som Københavns ældre byhuse. Kombinationen af varieret højde og en lodret opdeling af facaden, vil tilpasse det store bygningsvolumen til en mere menneskelig skala på gadeplan. Det giver indtryk af en bebyggelse bestående af flere enkeltejendomme.

Enkelte rækkehuse har i 2. sals højde et mansard tag med et vinduesparti med fransk altan. Dette arkitektoniske element giver variation i facaden og giver indtrykket af, at facaden skifter i højder og forskyder sig ud mod gaden. Mansardtaget er udført i zink. Rækkehuse uden mansard tag med fransk altan, har i stedet en lille altan.

Materiale og facadeudtryk går med om hjørnet på hjørnebebyggelserne, så bygningerne kommer til at fremstå som sammenhængende bygningskroppe. Vinduesmotiverne er som udgangspunkt de samme på både rækkehuse og etageboliger. Det arkitektoniske element på etageboligerne, der adskiller sig fra rækkehusene, er to murede udkravninger på henholdsvis øst- og vestfacaden mod gade fra 1. sal og opefter. På hver side af udkravningerne placeres altaner til hver lejlighed. Altanerne er delvist transparente med en lukket nedre del i zink og en øvre åben del med balustre i galvaniseret stål. Stueetagerne, der danner basen på bebyggelsen, etableres med tegldetaljer, der markerer en tydelig overgang fra stueetage til øvrige etager.

Funktion
Boliger

Beliggenhed
Richard Mortensens Vej & Robert Jacobsens Vej
Ørestad Syd, København S

Bygherre
PFA Boliger A/S

År
2017-2019

Areal
8.000 m²

Situationsplan

Koncept